De glemtes guld

Der var engang for meget længe siden en lykkelig familie på fire, der boede i et lille hyggeligt hus langs en ensom landevej. Familien havde ikke mange penge, men de havde dog de få ting, som de skulle bruge. Vand hentede de fra den dybe brønd for enden af den lange vej, og maden samlede de fra de grønne marker, der blomstrede bag deres lille hus. Hver dag hjalp hele familien med det hårde arbejde, så de kunne stille mad og drikke på bordet. Og hver aften gik hele familien mætte og glade i seng.

Men den lille families lykke skulle desværre ikke fortsætte for altid. Et år, da sommeren havde været særlig varm, var den dybe brønd tørret ud og de grønne marker visnet væk.

Så faren var nødt til, dag efter dag, at tjene penge til mad ved at sælge familiens ting på det travle marked. Den gamle træhest, de hjemmelavede dukker og familiens pæneste tøj blev alle taget med for at blive solgt.

Men mange af tingene som familien ejede, var der slet ingen, der ville købe. Så hver aften gik den stakkels mand træt tilbage til sin elskede familie med kun et par enkelte skinnende mønter i lommen. Konen var glad, for den lille smule han tjente, og børnene var glade for, at de bare én dag mere kunne beholde de ting, der ikke var blevet solgt.

En aften da faren – derhjemme på deres mørke loft – ledte efter ting, som han kunne sælge på markedet, fandt han en underlig, støvet gammel bog. På forsiden stod der med krøllede bogstaver – Guldminen. Det var ikke en bog, han havde set før, og det virkede til, at den havde ligget på deres kolde loft i lang tid. Han satte sig i stearinlysets varme skær og åbnede bogen langsomt.

Inde i bogen fandt han et gammelt slidt kort og en masse støvede billeder. På alle billederne var der smilende guldgravere, der arbejdede i en kæmpestor guldmine. Det var klart, at de smilede, for hver eneste af guldgraverne havde sine beskidte hænder fyldt med det reneste skinnende guld. Faren kiggede interesseret fra det ene billede til det næste. For hver side han vendte, blev han mere og mere sikker på, hvad der skulle til, for at han kunne sørge for sin familie. Han måtte følge det slidte kort i den gamle bog og prøve lykken i guldminen.

Den næste morgen stod farens familie i den lille dør og vinkede ham godt afsted på sin spændende rejse. Han lovede dem, at det hele nok skulle gå, og at han ville være hjemme igen, inden det sidste mad i huset var spist op. Hans kone havde givet ham en lille medaljon af træ med på rejsen. Inde i den var der et lykkeligt billede af hele hans elskede familie. Hun fortalte ham, at den var til at minde ham om, hvem der ventede på ham derhjemme. Han smilede, pakkede medaljonen om i tasken og begyndte sin lange rejse.

I mange timer fulgte faren det slidte kort i den gamle bog, som han havde fundet på det kolde loft. Han gik, og han gik med sine trætte tunge fødder uden at stoppe en eneste gang for at hvile sig. Hans familie ventede på, at han kom tilbage med guld, og han ville ikke lade dem vente ét sekund længere, end de behøvede.

Først da solnedgangen havde malet himlen i et rødligt skær, var han nået frem til der, hvor krydset var sat på det gamle kort. Aldrig havde han set noget lignende. Lige meget hvor han kiggede hen, var der store mineindgange, der førte ind i jordens dybe mørke. Og over det hele stod der forladte, rustne maskiner, der tidligere havde været brugt til at hente det værdifulde guld op. Faren pakkede kortet om i tasken til medaljonen og bogen, og gik hurtigt mod den tætteste mineindgang i bjergvæggen. Der var ingen tid at spilde.

Sten og jord fløj om ørene på den trætte far, da han huggede sig igennem den ene hårde klippesten efter den anden. Langsomt gravede han sig dybere og dybere ind i den mørke mine og var sikker på, at det værdifulde guld gemte sig bag det næste slag med hakken. Men lige meget hvor mange kræfter han brugte, og hvor længe han blev ved, var der intet guld at finde. Ikke en eneste lille klump.

Selvom den stakkels far ikke ville give op, var han nødt til at stoppe for natten og hvile sig. Hans trætte fødder var så udmattede, at de slæbte sig hen af den beskidte, mørke jord, da han skridt for skridt, bevægede sig tilbage mod mineudgangen. Da han nåede udgangen til den kolde mine, stoppede han et øjeblik for at nyde den friske luft og de blinkende stjerner på nattehimlen. Men han måtte godt nok være meget træt, for det virkede næsten som om, at en af nattens stjerner lå på den kolde, mørke jord lige foran ham og skinnede. Han kneb forsigtigt øjnene sammen, mens han langsomt gik tættere og tættere på.

Men det var ikke en af nattens stjerner, der lå i den beskidte jord og blinkede til ham. Det var en lille klump af det reneste guld, der skinnede i månens klare skær. Den havde et lille hak i siden, men var ellers helt perfekt rund. I al den tid han havde knoklet i den mørke mine, så havde der ligget en guldklump lige her, der bare ventede på, at nogen skulle finde den. Han rev den lille guldklump op af den snavsede jord og dansede en sejrsdans fyldt med glæde og lykke. Denne lille guldklump var mere end nok til at købe mad og drikke for, indtil markerne igen ville blomstre, og brønden igen ville være fyldt med vand.

Den lykkelige far, der før næsten ikke kunne løfte sine trætte arme, havde nu svært ved at få dem ned fra over hovedet. Han jublede og grinede og kunne ikke vente med at vise sin elskede familie den værdifulde guldklump. Men lige før han skulle til at juble igen, hørte han nogle lave, utydelige stemmer. Den glade far blev nu helt stille og lyttede opmærksomt efter. Omme bag den store klippevæg hvor stemmerne kom fra, kunne han pludselig se røg, der langsomt blandede sig med nattens milde vind. Han lagde forsigtigt den skinnende guldklump i sin tomme bukselomme og listede så lydløst over mod stemmerne.

Røgen kom fra et lille, hyggeligt bålsted, hvis varme flammer slikkede sig op af en stor sort gryde med et velduftende indhold. Omkring bålet sad fem ældre mænd og spiste, mens ildens orange skær dansede roligt i deres ansigter. Duften af mad fik farens mave til at knuge højt, og de ældre mænd vendte sig om. “Velkommen til guldminen grønskolling!” råbte en af mændene venligt til faren, mens de vinkede ham over til deres varme bålsted. Faren var ikke glad for at gå over til de fremmede gamle mænd, men den varme suppe duftede alt for godt.

Han fik serveret en rygende skål klar suppe og mærkede for hver mundfuld, hvordan kræfterne langsomt vendte tilbage til ham. Alle de ældre mænd var klædt i slidt gammelt tøj, og det var tydeligt at se, at de alle sammen havde brugt rigtig meget tid i den beskidte guldmine. Det var mærkeligt, hvordan faren følte, at han havde set dem alle sammen før. Men han nåede ikke at tænke mere over det, før han fik øje på de utallige sække, der stod ved siden af hver af de gamle mænd. Alle var de fyldt op til randen med det reneste guld. Aldrig havde faren set noget lignende. “Alt den mad man kunne købe for det guld,” tænkte han.

Da faren havde spist op, spurgte han nysgerrigt de gamle mænd om, hvad de skulle bruge deres værdifulde guld på. Pludselig stoppede den muntre stemning ved det varme bål. Alle de gamle mænd kiggede alvorligt på faren.

De tænkte sig godt om. Nærmest som om de ikke vidste, hvad de skulle svare. Så sagde én pludselig med en seriøs stemme, at han skulle bruge guldet til at betale for den ring, som hans kone altid havde drømt om. En anden fortalte, at hans familie boede på gaden, og at guldet skulle bruges til at købe et hjem. Og én efter én fortalte de alvorligt deres historier om, hvorfor netop dé var taget til den mørke mine på jagt efter det skinnende guld.

Da de alle havde fortalt færdig, kiggede de gamle mænd igen interesseret på faren. “Har du fundet noget guld?” spurgte en pludselig. Faren vidste, at hans lille guldklump i lommen ikke var meget, i forhold til, hvad de andre havde i deres sække. Så han havde ikke noget imod at fortælle dem det. “Ja!” svarede faren, hev den lille guldklump op af lommen og sagde: “Men dette lille stykke guld er mere end nok til min familie og jeg. Så i morgen når solen står op, rejser jeg hjem til dem igen.”

En dæmpet latter spredte sig hurtigt blandt de gamle mænd. Der var pludselig en mærkelig stemning. “Jamen så god tur hjem grønskolling!” sagde den største af de gamle mænd grinende, hvorefter han rejste sig og smed en spand vand på bålets flammer, så de gik ud. Derefter rejste alle de andre gamle mænd sig også og gik ind i deres telt for at sove.

“Havde han sagt noget forkert?” tænkte faren kort, men slog så tanken væk og satte sit slidte telt op i nattens mørke. Det var blevet sent, og han havde en lang tur hjem, når solen stod op. Han lagde sig godt til rette på sin pude i teltet. Og med den lille guldklump trygt i bukselommen faldt han i søvn.

Da faren næste morgen kom ud af teltet, kunne han høre, hvordan de ældre mænd stadig snorkede højt i søvne. Men ikke alle sov. På de små klippesten ude ved det slukkede bål sad manden, der havde kaldt faren for grønskolling. “Godmorgen,” hviskede faren lavt for ikke at vække de andre. “Godmorgen!” brølede manden, der ikke virkede bekymret for, at de andre skulle vågne.

Faren spurgte, hvorfor manden var stået så tidligt op, og den gamle mand fortalte, at han havde fundet en ny mine med guldklumper så store som hænder. Den gamle mand ville gerne være den første til at grave der, men faren måtte godt komme med, hvis bare han ikke sagde noget til de andre.

Faren tænkte sig om. Han havde jo egentlig nok guld til at skaffe mad til sin familie. Men det ville jo ikke gøre noget, hvis han kom hjem med mere. Så kunne børnene få et nyt legehus, og hans kone kunne få den flotte kjole, han havde set på markedet. Han havde jo også kun været væk hjemmefra en enkelt dag. “Lidt længere tid kunne hans familie vel godt vente,” tænkte han. Og så drog den gamle mand og faren afsted mod den nye mørke mine.

Den nat kom faren tilbage til lejren med en guldklump på størrelse med sin egen hånd. Denne gang var hans sejrsdans endnu gladere og endnu lykkeligere end dagen før. Når solen stod op igen, ville han stolt rejse hjem og vise sin familie den rigdom, han havde skaffet.

Men hver morgen når han skulle til at rejse den lange vej hjem til sin elskede familie, var der altid en af de gamle mænd, der vidste, hvor der var mere og større guld. En af dem kendte et sted, hvor guldklumperne var på størrelse med meloner. Den næste kendte et sted, hvor guldet var på størrelse med vintønder. Og hver gang blev faren fristet til at blive bare en enkelt dag mere i den kolde, mørke mine.

Som tiden gik, begyndte faren at ligne mere og mere de gamle mænd. Hans tøj blev snavset og slidt, hans hud blev fyldt med skrammer og hans hår blev langt og uglet. Om natten kunne han heller aldrig sove mere, men lå i stedet for og pudsede og vaskede alt sit guld. Aldrig skinnede det helt, som han gerne ville have det til.

Men en aften da faren tømte dagens guldfund ud af sin støvede taske i sit telt, faldt der en bog ud med titlen Guldminen. Han havde helt glemt, at han stadigvæk havde den bog i sin taske. Der lå noget inde imellem siderne på den. Han åbnede den langsomt, og indeni fandt han en lille medaljon af træ. I medaljonen var der et lykkeligt billede af ham selv, og tre personer som han ikke havde tænkt på i lang tid. En tåre fyldte hans ene øje, da han pludselig huskede, hvorfor han var rejst til minen. Mens dråben trillede ned over hans beskidte kind, gled hans blik fra medaljonen videre ud på bogens gamle sider, der var fyldt med billeder af smilende guldgravere.

Men det var ikke længere bare tilfældige guldgravere, som han så på billederne. Han genkendte dem alle sammen. Det var de gamle mænd, han havde været sammen med de sidste par dage. Men på billederne så de slet ikke så gamle ud. “Hvor længe har de været her?” tænkte faren og ledte efter et årstal i bogen, der kunne fortælle ham, hvornår billederne var taget. Da han fandt det, troede han ikke sine egne øjne. Billederne var blevet taget for 25 år siden. “Hvorfor ville nogen blive i en guldmine i 25 år?” tænkte faren, men fik svaret, da hans blik ramte alle de rigdomme, som han havde samlet i teltet det sidste stykke tid. Guld. Hverken faren selv eller de andre gamle mænd kunne nogensinde få nok guld. “Den, der altid vil have mere, vil aldrig have nok,” tænkte faren for sig selv og rejste sig op.

Hurtigt lagde han træmedaljonen i sin bukselomme og pakkede sin taske med så meget guld, der overhovedet var plads til. Han styrtede ud af teltet med den tunge taske slæbende efter sig. “Hvor lang tid havde han været i minen?” tænkte faren, mens han løb gennem natten.

Da han så tilbage mod den mørke mine, stod en af de gamle mænd og kiggede efter ham. Det lignede næsten, at den gamle mand smilede stolt til faren. Som om faren havde gjort noget, som den gamle mand selv skulle have gjort for meget lang tid siden. Men hurtigt vendte den gamle mand sig om og forsvandt ind i minens mørke.

Da faren var nået et lille stykke vej, havde han ikke flere kræfter at tage af. Tasken med guld var alt for tung at slæbe hele den lange vej hjem. Han måtte tage et valg. At nå hjem uden guld eller overhovedet ikke at nå hjem. Det tog ikke faren lang tid at træffe sit valg. Tasken med guld blev liggende på den kolde sti i mørket. Faren lovede sig selv, at han aldrig igen ville lade guld eller penge holde ham fra det, der virkelig betød noget. Familie.

Da faren nåede hjem, faldt han lykkelig i sin families kærlige arme. Ikke en af dem var kede af, at han intet guld havde med hjem. Undtagen faren selv. Han var ked af, at han ikke havde kunne holde sit løfte til sin familie om, at det hele nok skulle gå. I morgen måtte han endnu en gang drage til markedet for at sælge de ting, som familien havde kær. Men det var først i morgen. Denne aften ville han kun tænke på at være sammen med sin familie.

Mens de alle sammen spiste de sidste rester, af den mad der var tilbage i hjemmet, fortalte faren livligt om sit utrolige eventyr i minen. “Jeg ved ikke, om jeg nogensinde var kommet tilbage, hvis det ikke var for træmedaljonen,” sagde faren til sidst og stak hånden ned i lommen for at finde den frem.

Men hans fingre fik fat i noget helt andet. En lille skinnende klump guld. Den havde et lille hak i siden, men var ellers helt perfekt rund.

SLUT