Et simpelt spørgsmål

Der var engang en ung pige, der boede i en mørk og gammel landsby. Husene var slidte, og de eneste lyde pigen kunne høre fra sit vindue om aftenen, var vinden, der peb i gaderne, eller når en kat mjavede i natten. Ellers var der helt stille. Det var nemlig sjældent, at man så eller hørte nogen som helst folk på de gamle gader. Og det var der en grund til.

Ved siden af den gamle landsby stod krystalbjerget, der tårnede sig højt op over skyerne. Her boede det altseende orakel, der kunne se direkte ind i fremtiden. Enhver, der klarede turen til toppen af bjerget, ville få lov til at stille oraklet ét og kun ét spørgsmål. Men det havde sin pris.

Mange drog til oraklet for at få at vide, hvor succesfuldt deres liv ville blive. “Vil jeg blive rig?”, “Vil jeg få magt?” var bare nogle af de spørgsmål, der blev stillet. Men når oraklet så svarede dem, at de ikke ville få de ting i fremtiden, som deres hjerte begærede, da drog folkene tilbage til landsbyen med en tom følelse af, at deres lykke og drømme var uopnåelige. I deres sorg lukkede de sig inde i deres mørke hjem og kom sjældent ud igen.

Den unge pige havde endnu ikke rejst op ad krystalbjerget til oraklet, men der var dog noget, hun gerne ville vide om sin fremtid. Ville hun nogensinde få en ven. Den unge pige havde altid været alene i det gamle, mørke hus og savnede nogen at snakke med og grine med. Men der var ikke mange venner at få i landsbyen, fordi de alle samme havde spærret sig inde i deres hjem og i deres sorg. Den unge pige så ingen anden udvej end at drage til oraklet og få et svar én gang for alle. Hun måtte vide, om der var en ven i hendes fremtid, eller om hun for altid ville være alene. Hun pakkede sin taske og gjorde sig klar til den hårde tur op ad krystalbjerget.

Den første del af rejsen hen til krystalbjerget gik nemt. Men så snart hun satte sin fod på bjerget, indså hun, at hendes rejse snart ville blive en kamp mod naturens enorme kræfter. Regnen skyllede ned over hende, mens klippestykker rev sig løs og trillede ned ad bjergsidernes mudrede stier. Den unge pige var nødt til at klamre sig til de skinnende krystaller i bjergvæggen for ikke at falde ud over kanten. Og langsomt kæmpede hun sig tættere og tættere på toppen.

Den unge pige var lige ved at give op og vende om, da stormen pludselig holdt op. Regnen stoppede, og mudderet under hendes gennemblødte sko var nu fast jord igen. Som ved et trylleslag stoppede den brusende tåge og afslørede en storslået hule i en af de største klippesider. Hun havde nået bjergtoppen. Uden at blinke gik den unge pige hen mod den enorme huleindgang.

“Hvad vil du vide,” lød en irriteret, træt stemme inde fra hulen. Den unge pige stivnede af overraskelse, da hun så det storslåede orakel. Klædt i hvidt og med de mest utrolige smykker i fortryllende farver svævede oraklet roligt over jorden. “Stil nu bare dit spørgsmål, menneske,” gentog oraklet, endnu mere irriteret end før. Den unge pige vidste ikke, hvad hun skulle sige. I et kort øjeblik havde hun helt glemt, hvorfor hun havde taget den lange tur op ad bjerget. Så huskede hun det pludselig.

“Kære orakel,” startede pigen og fortsatte. “Jeg er draget den lange vej for at stille dig det spørgsmål, som mit hjerte ønsker svar på.” “Ligesom alle de andre før dig,” svarede oraklet trist og talte videre: “Jeg kan besvare ét spørgsmål for dig og ikke mere end ét. Men jeg advarer dig. Vær sikker på, at dit hjerte kan rumme både det svar, du håber, jeg giver dig, og det svar, du ikke vil høre.”

Den unge pige skulle lige til at stille sit spørgsmål, men stoppede sig selv før hun overhovedet fik startet. Pludselig huskede hun på alle de aftener, hun havde siddet alene i sit vindue og kigget ud på de tomme, lydløse gader i sin by. Kunne hendes hjerte godt rumme, hvis oraklet fortalte hende, at der aldrig ville være en ven i hendes fremtid? Eller ville hun så også selv lukke sig inde i sit hjem og i sin sorg? Den unge pige blev i tvivl. “Kære orakel,” sagde hun så pludselig.” Jeg er klar med mit spørgsmål.“ Oraklet åbnede øjnene langsomt og så afventende på den unge pige.

“Vil du have lyst til at komme på besøg i min landsby? Jeg ville elske at byde dig velkommen i mit hjem,” lød det fra den unge pige. Oraklet faldt pludselig til jorden af bare overraskelse. “Hvad?” nærmest råbte oraklet. “Det er mit spørgsmål,” svarede den unge pige bestemt og fortsatte. “Du har ret. Mit hjerte ville ikke kunne rumme at høre, hvis min fremtid ikke ser ud, som jeg håber, den vil. Så i stedet for at bruge mit spørgsmål på at få at vide, om jeg i fremtiden vil leve et liv med venner, så vil jeg hellere bruge mit spørgsmål i nutiden på at få mig en ven.”

Oraklet smilede og vidste ikke, hvad det skulle svare. Aldrig havde oraklet fået et sådant spørgsmål. Altid havde folk spurgt ind til deres egen fremtidige magt og rigdom. “Ja!” svarede oraklet, “det vil jeg rigtig gerne”. Og så drog oraklet og den unge pige ned ad det store krystalbjerg til den gamle, mørke landsby.

Oraklet og den unge pige blev sidenhen rigtig tætte venner. Og glæden i dette venskab smittede i sidste ende af på hele landsbyen. Folket i landsbyen fandt glæde i venskab og kærlighed og glemte til sidst alt om penge, magt og egen succes. Mørket forsvandt, og lyset kom til. Alt sammen fordi en ung pige handlede i sin nutid i stedet for at gruble over sin fremtid.

SLUT