Lysets vogtere

Der var engang en lille pige, der lå på sin bløde hovedpude, da månen og stjernerne kom frem på himlen. Hun skulle til at sove, og hun glædede sig faktisk til det. Hun vidste, at jo hurtigere hun faldt i søvn, jo hurtigere ville det blive en ny lys dag fyldt med leg og med sjov. Hun lukkede stille sine øjne og bevægede sig længere og længere mod drømmeland.

Men pludselig blev hun vækket af en underlig lyd. Det lød som om, der var nogle, der gik rundt inde i deres stue. Den lille modige pige tog sine varme hjemmesko på og listede langsomt mod lyden.

Da hun åbnede den knirkende dør ind til stuen, holdt den underlige lyd pludselig op. Der var helt stille, men der var ikke helt mørkt. På det lille glasbord stod der det flotteste stearinlys, hun nogensinde havde set. Det lyste hele stuen op med sin varme flamme. Hun undrede sig over, hvor stearinlyset kom fra, og hvem der mon havde tændt det. Forsigtigt samlede hun lyset op og stirrede dybt ind i den flotte flamme, der virkede næsten magisk.

Ud af ingenting kom der pludselig et lille sødt væsen frem foran pigen og sagde: ”Du må ikke puste lyset ud kære menneske! Giv det venligst til mig.” Men det var for sent. Pigen fik et chok af væsnet og tabte stearinlyset, så det ramte trægulvet og gik ud.

I samme sekund som flammen gik ud da blev der helt mørkt i rummet, og væsnet forsvandt ud i den blå luft.

Den lille pige gik ofte i søvne og drømte mange fantasifulde drømme. Hun var sikker på, at det der lige var sket bare var endnu en drøm, og at det måtte have været hendes fantasi, der drillede hende igen. Hun gik søvnigt tilbage til sit værelse og lagde sig træt ned under sin varme dyne. Nu måtte hun hellere sove, så hun kunne blive frisk til den nye dag i morgen.

Men da den lille pige så vågnede et par timer efter, var det stadig kulsort nat udenfor. Hun kiggede på sit lille vækkeur, der viste, at klokken var præcis 10:00. ”Hvorfor var solen ikke stået op endnu?” tænkte hun. ”Det plejede da at være lyst nu.”

Da hun ikke kunne sove mere, stak hun endnu en gang sine fødder ud af sengen og ned i sine varme hjemmesko på gulvet. Hun gik igennem den mørke stue for at komme ind til sine forældres soveværelse. Men i stuen var der noget på gulvet, der fangede hendes opmærksomhed. Det lå der stadigvæk. Stearinlyset fra før. Den lille pige gik nysgerrigt over til det flotte lys og samlede det op. Så huskede hun pludselig det søde væsen fra hendes drøm, og hvad det havde sagt til hende. Du må ikke puste lyset ud!

Pigen fandt hurtigt en lille pakke tændstikker frem fra en gammel skuffe og tændte stearinlyset. En mystisk farverig flamme tændte sig og lyste hele rummet op i et magisk skær. Pigens blik blev fanget af flammen med det samme. Det var som om, hun kunne se et eller andet inde i den varme ild.

Pludselig åbnede flammen sig hurtigt og afslørede et utroligt magisk landskab inden i sig. Flammen faldt derefter ned fra det mystiske stearinlys og blev større og større på gulvet. Man kunne ikke længere kalde det en flamme. Det var en enorm portal af ild. ”WOW!” sagde den lille pige. Hun måtte bare se, hvad der gemte sig på den anden side. Da hun gik igennem portalen, tændte der sig en lille ny flamme i stearinlyset i hendes hånd, som brændte helt stille og roligt.

Den lille pige kunne ikke tro sine egne øjne. Stedet var fyldt med de sjoveste væsner og de underligste planter. Men det mest fantastiske af det hele var det enorme tårn, der stod langt ude i horisonten og sugede himlens klare lys ned i sin store åbning i toppen. ”Hvad mon det var for et tårn?” tænkte den lille pige.

Pludselig opstod der en mystisk sti lige under hendes varme hjemmesko. Den var lavet af det reneste lys og ledte i retningen af det enorme tårn i horisonten. Den lille pige holdt godt fast om stearinlyset og fulgte så stien.

Den magiske sti førte hende gennem hele det fantastiske landskab. Gang på gang blev hun overrasket over de underlige væsner og de mærkelige ting, der fandtes i denne verden. Og for hvert skridt hun tog, kom tårnet i horisonten tættere og tættere på.

Da hun havde fulgt den magiske lyssti helt til ende, var hun imponeret over, hvor stort og flot tårnet egentlig var, når man stod lige foran det. Med ét gik den kæmpe port til tårnet pludselig op, og lysstien fortsatte langsomt ind i tårnets mørke indre. Den lille pige fulgte efter.

Indenfor blev hun mødt af det mest utrolige syn. Glasbeholdere og maskiner i alle mulige farver og størrelser var over det hele fra loft til gulv. Og i hver af dem funklede og skinnede et lys lige så rent og klart som den lyssti, der havde vist hende vejen.

Hun undrede sig over, hvor alt dette utrolige lys kom fra, men fik svaret med det samme da hun kiggede op i loftet. Fra den store åbning i loftet svævede det klare lys ind og fandt selv vej fra den ene farverige maskine videre til den næste.

”Velkommen,” sagde en bekendt stemme bag hende. Den lille pige vendte sig om. Det var det samme søde væsen, der havde stået i hendes stue tidligere. Væsnet fortsatte: ”Det var ikke for at skræmme dig før. Det var bare virkelig vigtigt, at du ikke slukkede stearinlyset. Men jeg er glad for, at du tændte det igen.” ”Hvad mener du? Hvad er det her for et sted?” spurgte pigen nysgerrigt. Væsnet smilede og gav sig til at forklare.

”Jeg er en lysvogter! Lige siden tidernes morgen har denne verden været den eneste, hvor der fandtes lys. Menneskenes og alle andres verdener var omgivet af mørke og nat. Vi lysvogtere syntes, at vi ikke skulle være de eneste, der fik glæde af lyset, så vi bestemte os for at dele det med hele universet. Vi fanger lyset fra vores verden gennem dette enorme tårn og disse farverige maskiner. Og så rejser vi hver morgen ud i universet og giver lyset videre.”

”Vi rejser med en magisk stearinlysnøgle, lige som den du har i hånden. Den åbner en dør mellem to verdener, når man sætter ild til lyset. Lysvogternes verden og menneskenes. Men den magiske lysnøgle, som du har der, er kun én blandt mange, og hver stearinlysnøgle åbner en dør til en ny verden. Jeg var i menneskenes verden i morges for at give lys, men jeg nåede ikke at blive færdig, før du slukkede for stearinlysnøglen.”

”Ser du. Hvis man slukker stearinlyset, så lukkes den magiske dør, og man bliver med det samme sendt tilbage til sin egen verden. Stearinlyset vil altid blive sammen med den, der slukker for det. Du tabte lyset i din stue og fik det til at gå ud. Derfor blev stearinlyset sammen med dig.”

Den lille pige vidste ikke, hvad hun skulle sige. Det hele lød så utroligt, og hun havde svært ved at tro på det. Men så kom hun i tanker om, at der havde været helt mørkt, da hun stod op i morges klokken 10:00. Det måtte være sandt, hvad lysvogteren sagde.

”Tak for rundvisningen,” sagde den lille pige og rakte stearinlyset frem mod lysvogteren, før hun fortsatte: ”Selvom jeg synes, at denne smukke verden er helt fantastisk, så må jeg give dig stearinlysnøglen tilbage. Min verden er helt mørk. Tag venligst stearinlyset og lys min verden op igen så jeg kan komme ud og lege. Lysvogteren smilede glad og tog imod stearinlyset. Lysvogteren tog en dyb indånding og pustede flammen ud.

Den lille pige lå pludselig i sin varme seng igen i sit fine værelse. Hun vidste, at lysvogteren ville komme før eller siden, men denne gang skulle han have ro til at sprede lyset i menneskenes verden. Så den lille pige skyndte sig at lægge sig til at sove, så det hurtigere ville blive lyst.

Da hun vågnede igen, skinnede solen smukt ind gennem hendes vindue. Den lille pige var så glad for, at det var blevet dag igen og smilede over hele ansigtet. Hun skulle lige til at springe ud af sengen, men opdagede i samme øjeblik en lille gave, der stod på hendes fine natbord. Hun pakkede den op meget forsigtigt. Det var et helt nyt stearinlys, magen til det hun havde givet tilbage til lysvogteren. Der hang et lille kort ved lyset. Der stod: ”I tilfælde af, at du vil besøge os igen.”

Fra den dag af gik den lille pige altid i seng, så snart det blev mørkt. Hun ville give lysvogteren fred og ro til at bringe dagens lyse stråler til verden, så hun hurtigt kunne stå op igen og komme ud og lege.

SLUT