Nøglemagerens sidste hemmelighed

Der var engang en lille landsby i udkanten af en magisk verden. Byen var fyldt med de dejligste butikker, der alle sammen lå langs brostensstien, som førte ind til markedet. Luften var gerne fyldt med duften af enten bagerens nybagte brød eller kroernes velduftende spise. Fulgte man brostensstien forbi markedet og helt hen til den mere forladte del af byen, ville man finde en gammel butik. Ude foran den hang et rustent skilt med ordet ”Nøglemager”.

Inde i butikken fandt man en ældre mand ved sit arbejdsbord af træ. Hans hænder var slidte efter mange års arbejde, men hans øjne skinnede af stolthed, over de nøgler han skabte. Han elskede, hvad han lavede, og hele byen anså ham, som den bedste nøglemager der fandtes.

Men gennem sit lange liv som nøglemager var der langsomt vokset en uforklarlig og umættelig nysgerrighed frem i ham. Han begyndte at undre sig over, hvad det egentligt var, hans kunder brugte hans nøgler til. ”Hvorfor ville nogen låse noget væk, i en lille landsby hvor alle kendte hinanden?” tænkte han tit. Disse tanker fodrede nøglemagerens nysgerrighed mere og mere, indtil han til sidst var overbevist om, at der bag hver eneste lås i byen gemte sig et mysterium.

Nøglemagerens nysgerrighed voksede og voksede, for hver eneste lille nøgle han solgte. Til sidst kunne han ikke klare uvidenheden længere. Han måtte vide, hvad hans nøgler gav adgang til. Så for hver eneste nøgle og lås han lavede, begyndte han nu også at lave en ekstra kopi af nøglen til sig selv. Når natten så faldt på i den lille landsby, listede nøglemageren rundt i de mørke gader, og undersøgte hvad der gemte sig bag hver eneste lås, han havde solgt.

Nogle af kopinøglerne åbnede for knirkende døre ind til ubeboede kroværelser. Andre kopinøgler gav adgang til æsker med værdifulde smykker og ædelsten. Den gamle nøglemager var dog ingen tyv. Lige meget hvor han kom hen, og lige meget hvilke ting der gemte sig bag folks låse, så stjal han aldrig noget. Alt han ville var at tilfredsstille sin bundløse nysgerrighed.

En tidlig morgen før solens varme stråler havde lagt sig over landsbyen, trådte en mand med et udtryksløst ansigtsudtryk ind i nøglemagerens gamle butik. Det var byens skattejæger. En modig mand, der havde gjort mange utrolige fund og opdagelser. ”Jeg skal bruge den sikreste nøgle og lås, du overhovedet kan lave gamle nøglemager,” sagde skattejægeren hurtigt med et tomt blik i øjnene. ”Så gerne,” svarede nøglemageren og fortsatte: ”Må jeg spørger, hvad den skal bruges til?” Den velklædte herres tomme blik blev skiftet ud med et mere alvorligt ansigtsudtryk, før han svarede. ”Jeg beklager gamle nøglemager. Normalt ville jeg med glæde dele ud af mine opdagelser, men ikke denne gang. Jeg er nødt til at gemme mit nyeste fund af vejen, så ingen nogensinde får fingre i det. Mit fund bringer kun ulykke med sig. Det var en fejl af mig overhovedet at søge efter det.”

Nøglemageren vidste ikke, hvad han skulle svare. I stedet lovede han at levere nøglen og låsen personligt på skattejægerens adresse, så snart han var færdig med at lave dem. Skattejægeren takkede og skyndte sig hurtigt ud ad døren.

Nøglemageren sad bøjet over sit arbejdsbord hele dagen med øjnene og hænderne fokuseret på at lave nøglen og låsen til skattejægeren. Men hans tanker derimod var et helt andet sted. ”Et fund så hemmeligt, at ingen måtte få fingre i det,” blev nøglemageren ved med at tænke. Som altid sørgede han for at lave en nøgle til skattejægeren og en kopi af nøglen til sig selv. Han blev nødt til at se fundet med sine egne øjne.

Da stjernerne og månen viste sig på himlen, var nøglen og låsen færdig. Nøglemageren pakkede sig godt ind i sin varme jakke og gik med ivrige skridt mod skattejægerens hus. Han bankede forsigtigt på tre gange. Da der ikke kom noget svar, bankede han igen lidt højere. Men stadig intet svar. ”Hr. Skattejæger! Jeg har din levering med. Det er mig nøglemageren!” råbte nøglemageren op mod et åbent vindue. Da nøglemagerens råb var forsvundet i den kolde vind, var der helt stille. Ikke en lyd. Nøglemageren kiggede sig alvorligt over hver skulder og stak så hånden ned i sin dybe lomme. Op trak han en lille kopinøgle, der passede perfekt ind i hoveddørens store lås. Nøglemageren havde lavet alle skattejægerens låse og havde derfor en kopinøgle til dem alle sammen. Døren gik op.

Da han kom ind, blev han mødt af en storslået forhal med gamle statuer, vaser og andre oldtidsobjekter fra skattejægerens samling. ”Hallo,” hviskede nøglemageren tøvende. Der kom intet svar. ”Skattejægeren havde nok glemt, at låsen og nøglen blev leveret i aften,” tænkte nøglemageren. Nøglemageren vurderede hurtigt situationen. Dette var nok hans eneste chance for at finde det hemmelige fund, før skattejægeren kom tilbage.

Nøglemageren gik rundt i det store hus og studerede hvert objekt fra skattejægerens samling med søgende øjne. ”Hvor er den? Hvor er den?” tænkte nøglemageren. Hver gang han kom til en låst dør eller en låst æske, stak han blot hånden ned i sine store lommer og fandt den passende kopinøgle.

Alle rummene, han kom ind i, var fyldt med glimtende skatte, farverige malerier og andre objekter fra skattejægerens samling. Men det var ikke disse ting, nøglemageren ledte efter. Disse skatte var ikke værdifulde nok til at skulle låses væk, med den type lås og nøgle som skattejægeren havde bestilt. Det måtte være noget andet.

Da nøglemageren nåede længere og længere ind i skattejægerens store hjem, kom han til en simpel dør, der stod halvt åben. Der var ikke noget lys i rummet. Der var heller ingen statuer eller malerier i rummet. Rummet var faktisk næsten tomt. Lige bortset fra en støvet, gammel trækiste, der stod mit i det mørke rum.

”Jamen goddag,” lød en venlig stemme i mørket. Nøglemageren fik et chok og hoppede forskrækket op i luften. Da han landede igen, råbte han tilbage ”Hvem der? Kom frem i lyset hvor jeg kan se dig!”

”Det kan jeg desværre ikke,” svarede den venlige stemmen. Nøglemageren troede ikke sine egne øjne og øre. Hvis han ikke tog meget fejl, var han næsten sikker på, at stemmen kom inde fra kisten. ”Hvem er du?” råbte nøglemageren. ”Åhh jeg er skam bare en gammel opbevaringskiste,” svarede stemmen roligt tilbage. Nøglemageren var sikker nu. Stemmen kom ikke inde fra kisten. Det var selve kisten, der snakkede.

”Hvor er skattejægeren,” spurgte nøglemageren uforstående. ”Han havde desværre miste noget meget vigtigt,” sagde stemmen og fortsatte: ”Han kommer nok ikke her lige foreløbig. Du er her måske for at se skattejægerens hemmelighed?” ”Øhh ja,” fremstammede nøglemageren skyldigt. Det måtte han jo indrømme.

Med ét åbnede kisten sit låg, og op fløj en blå kugle af lys, der langsomt svævede over mod nøglemageren. Endnu en gang var nøglemageren mundlam og forstod ikke meget, af hvad der skete. Den lysende kugle landede i nøglemagerens rystende hånd. ”Hvad er det?” hviskede nøglemageren. ”Det skal du nok finde ud af,” svarede kisten smilende og fortsatte: ”Bare husk at aflevere den tilbage når du er færdig. Og bare rolig. Jeg siger ikke noget til skattejægeren. Din hemmelighed er sikker hos mig!”.

Da nøglemageren var kommet hjem til sit gamle værksted, rullede han gardinerne for og hev hurtigt den lysende kugle frem. Den strålede med et lys, der fik hans øjne til at fordybe sig mere og mere og glemme alt andet omkring ham. Pludselig begyndte kuglen at ændre form. Lyset lignede pludselig, en skikkelse han kendte – skattejægeren! En lille scene begyndte at udspille sig i lyset. Skattejægeren stod og malede malerier, formede skulpturer og lavede vaser. Præcis de samme ting som han havde i sin samling i sit hjem.

Da scenen var slut, forvandlede skattejægeren og objekterne sig tilbage til den samme lysende kugle, han havde fået af kisten. Nøglemageren sad indtil den lyse morgen, og tænkte over det han lige havde set. Han måtte have en forklaring.

Da natten igen faldt på, tog han lyskuglen i hånden og gik mod skattejægerens adresse. Der var stadig ingen hjemme, så nøglemageren låste hoveddøren op og gik direkte mod det ulåste, mørke kammer.

Døren gik op, og kisten stod uændret, som den havde stået aftenen inden. ”Hvad er det, du har givet mig,” sagde nøglemageren, så snart han var inde i rummet.” Kisten svarede: ”Jeg gav dig, det du kom efter. En af skattejægerens hemmeligheder. Nok bare ikke den hemmelighed du ledte efter.”

”Hvad mener du?” spurgte nøglemageren. ”Okay så lad mig forklare,” sagde kisten og fortsatte: ”Jeg er skattejægerens nyeste fund. Men jeg er også hans eneste fund. Alle andre objekter han har pralet med at have fundet, er en løgn. Hele hans samling er falsk. Han har lavet hele samlingen selv. Det var det, du så i lyskuglen. Det var den hemmelighed, jeg gav dig i går.”

Nøglemageren var helt forvirret og måtte tænke sig om, før han svarede. ”Vil det sige, at du opbevarer folks hemmeligheder?” ”Det er præcis, hvad det vil sige,” sagde kisten. ”Måske du har lyst til at se en til?”

Nøglemageren var splittet. Der var mange løse ender. Hvor var skattejægeren henne? Hvordan kendte kisten hans hemmeligheder? Og hvorfor ville kisten bare give dem væk? Men endnu en gang kunne nøglemageren mærke den nysgerrighed, der havde drevet ham de sidste mange år. Han var fristet. En kiste fyldt med hemmeligheder lige for næsen af ham.

Aften efter aften sneg nøglemageren sig op til det mørke rum, hvor kisten befandt sig. Og aften efter aften fik nøglemageren udleveret en ny hemmelighed. Den ene mere hemmelig end den anden. Det viste sig, at det ikke kun var skattejægerens hemmeligheder, der lå i kisten. Det var mange menneskers hemmeligheder. Også fra folk som nøglemageren ikke engang kendte.

En aften da nøglemageren som sædvanligt ville åbne kistens låg for at få en hemmelighed op, var låget låst. ”Åben dit låg kiste! Det er mig nøglemageren,” sagde nøglemageren. ”Hmmmmm,” startede kisten i et dybere og mere seriøst tonefald. ”Intet i denne verden er gratis for altid. Hvad med om du fortæller mig en hemmelighed i dag?”

Nøglemageren blev først overrasket over kistens svar, men syntes egentlig, at det var et fair forslag, nu hvor kisten havde delt så mange hemmeligheder med ham. ”Okay,” svarede nøglemageren og startede på sin hemmelighed. ”Jeg har altid godt kunne lide den søde bagerkone nede i den anden ende af gaden. Aldrig har jeg mødt en kvinde som hende.”

Med ét opstod der en rund kugle af lys lige for næsen af nøglemageren. I samme øjeblik åbnede kisten langsomt sit låg og lod den lille lyskugle dale ned og blande sig med de andre lyskugler. ”Det var en god hemmelighed,” sagde kisten i samme dybe tonefald og fortsatte: ”Værsgo’! Nu må du vælge en af mine hemmeligheder.” Nøglemageren smilede og stak hånden ned i kisten, som han plejede.

Hver aften når nøglemageren sneg sig op til det mørke rum for at tage en ny hemmelighed, måtte han til gengæld betale kisten tilbage med en af sine egne. Nøglemagerens umættelige nysgerrighed efter andre folks hemmeligheder gjorde ham blind, overfor den fælde som kisten satte for ham. Aften efter aften fodrede nøglemageren kisten med en ny hemmelighed. Den ene større og mere personlig end den anden.

Efter noget tid begyndte nøglemageren langsomt at løbe tør for hemmeligheder, som han kunne betale for adgang til kisten med. Han skulle tænke bedre og bedre efter, for at finde en hemmelighed som han ikke havde brugt endnu. I sidste ende kunne han kun komme i tanker om én. Men den kunne han ikke fortælle. Den havde han aldrig fortalt til nogen. Og hvis nogen fandt ud af den hemmelighed, var han færdig som nøglemager. Han kunne ikke give den hemmelighed til kisten.

Den aften gik Nøglemageren til kisten for at fortælle den, at han ikke havde flere hemmeligheder at bytte med. ”DU LYVER!” råbte kisten tilbage i ansigtet på nøglemageren og fortsatte: ”Du kommer til at give mig mere! Du kommer til at fortælle mig selv dine dybeste hemmeligheder gamle nøglemager. Hemmeligheder du aldrig troede, du ville sige højt. Ellers er jeg bange for, at jeg må give de hemmeligheder, du allerede har fortalt mig videre til det næste fjols, der kommer forbi.” ”Det gør du ikke!” råbte nøglemageren. Kisten var allerede klar med sit svar. ”Hvad vil du gøre ved det? Låse mig inde ligesom den gode skattejæger? Det endte jo ikke særlig godt for ham.”

Nøglemageren var målløs, men tog mod til sig og sagde: ”Hvad har du gjort ved skattejægeren? Du sagde, han bare havde mistet noget.” ”Og det havde han,” svarede kisten og smilede skummelt, før den fortalte videre. ”Han stod, lige som du står nu og påstår, at han ikke havde flere hemmeligheder. I bytte for, at jeg ikke fortalte hans hemmeligheder videre, tilbød jeg ham, at han kunne betale med noget andet end sine hemmeligheder – sin sjæl. Og det samme tilbyder jeg dig. Du er den sidste sjæl, jeg mangler, før jeg kan bryde min forbandelse. Med din sjæl vil jeg frigøre mig fra denne gamle kiste-skikkelse og blive et menneske igen. Så sig mig nøglemager. Hvad er du villig til at ofre for at beskytte dine hemmeligheder?”

Nøglemageren indså, at han var blevet narret og udnyttet af den ondskabsfulde kiste. Nøglemagerens tanker kørte på højtryk efter en løsning. ”Der måtte være en udvej!” Kistens onde latter fyldte hele rummet op og gav nøglemageren gåsehud over hele kroppen.

Pludselig kiggede nøglemageren helt roligt på kisten. ”Du har ret,” sagde nøglemageren helt afslappet og fortsatte: ”Jeg har en hemmelighed mere, som jeg ikke ville have, du skulle vide.” Kisten så sultent på nøglemageren, der fortalte videre. ”Jeg har snydt alle mine kunder. Hver og en er de kommet til mig for at få en nøgle og lås til at beskytte de ting, som de ikke ville have, at andre skulle vide eller se. Og for hver gang jeg har lavet dem en nøgle, har jeg altid lavet en kopi til mig selv, så jeg havde adgang til deres hemmelighed. Jeg skammer mig over det, men det gør det ikke mindre sandt.”

Endnu en gang dannede der sig en lysende kugle foran nøglemagerens ansigt. Den gamle kistes låg knirkede langsomt op. Men denne gang var det kisten, der var gået i nøglemagerens fælde. Da den lille lyskugle skulle til at svæve ned i kistens hemmelighedssamling, sprang nøglemageren hastigt hen mod kisten. Med ét tog han fat i kisten og skubbede den bagover, så den væltede med et enormt brag. Kistens indhold af sjæle og lysende hemmeligheder væltede ud af det åbne låg og lagde sig over hele gulvet, før de langsomt forsvandt ud i den blå luft.

”NEEEEEEEJ!!!” skreg kisten, så hele huset rungede. ”HVAD HAR DU GJORT!!!”. Men nøglemageren var ikke færdig endnu. Han stak hurtigt sine hænder ned i de store lommer og hev alle sine kopinøgler op. Med det samme kastede han dem alle sammen ned i den nu tomme kiste. Der var så mange nøgler, at kisten blev fyldt helt op til randen.

Nøglemageren smækkede kistens låg i og greb ned i sin lomme, efter den lås han havde lavet til skattejægeren. Hurtigt klikkede han den sikre lås fast på den modstridende kistes låg. Kisten buldrede og bragede i sit forsøg på at åbne sit låg. Men det nyttede ikke. Nøglemageren sagde forpustet: ”Du lovede skattejægeren ikke at give hans hemmeligheder videre, men det gjorder du. Nu kan du få lov at passe lidt på min hemmelighed i stedet for.

Nøglemageren gik triumferende ud af rummet og lukkede hurtigt døren bag sig. Da han nåede hen til hoveddøren, kom en skikkelse til syne. Det var skattejægeren. ”Nøglemager er det dig?” tøvede skattejægeren. ”Ja det er mig,” svarede nøglemageren og fortsatte med et smil over læben: ”Jeg kom bare forbi med den levering, du havde bestilt. Jeg har lagt den inde på kisten.” Nøglemageren skyndte sig ud ad hoveddøren, før skattejægeren kunne nå at sige noget.

Den nat gik nøglemageren rundt i den lille landsby uden en eneste kopinøgle på sig. Og aldrig mere lavede han en kopi til sig selv, når nogle bestilte en nøgle. Nøglemageren lærte den nat, at når man vil gøre hvad som helst for at kende en andens hemmelighed, kan det meget vel ende med, at man afslører sin egen.

SLUT