Skyggeprinsen

Der var engang for meget længe siden et kongerige, der lå gemt for omverden. Mange havde hørt om kongeriget, men kun ganske få havde set det med deres egne to øjne. I dette kongerige levede en retfærdig konge med sin dronning og deres to prinsesønner. Selvom de to prinsesønner voksede op side om side og nærmest gjorde alt sammen, så udviklede de sig til to vidt forskellige mennesker. Den ene søn var hård, dominerende og modbydelig, mens den anden søns hjerte var fyldt med godhed og retfærdighed. Men desværre boede der i hans hjerte også en vis usikkerhed på sig selv, og de ting han mente. En usikkerhed, der førte til, at han tit stod i skyggen af sin ondskabsfulde bror og støttede ham i hans onde gerninger, selv om han inderst inde godt vidste, at det hans bror gjorde var forkert.

Som tiden gik, begyndte den gode prins at følge mere og mere i hælene på sin bror. Landsbyboerne forvekslede ham tit med en kulsort skygge, der klamrede sig til sin bror, for hvert eneste skridt han tog og støttede hver eneste ord, der kom ud af hans mund. En dag da den onde prins, skarpt efterfulgt af sin bror, var ude på sin daglige royale gåtur i kongeriget, mødte de en ældre herre på markedet. Han sad på jorden i en beskidt laset trøje og med en tydeligt sulten hund ved sin side. ”Rejst dig op og nej for din fremtidige konge,” råbte den onde prins til den ældre mand, som tydeligvis ikke havde kræfter til at gøre, som der blev befalet.

”Jeg beklager meget ulejligheden,” sagde den gamle mand nærmest hviskende. ”Min hund og jeg har hverken spist eller sovet i flere dage. Måske de ærede prinser havde en lille bid brød, eller et blødt underlag vi kunne hvile øjnene på?” ”Er du klar over, hvem du taler til,” angreb den onde prins tilbage med et ondt smil over læben. ”Jeg er den fremtidige konge af dette kongerige, og jeg befaler, at du rejser dig op og bukker lige nu. Hvis ikke så skal jeg sørge for, at du ikke kommer til at sove eller spise i meget længere tid.

Den ældre mand kiggede helt roligt tilbage på den onde prins, inden han drejede blikket en anelse og kiggede dybt ind i øjnene på den gode bror, der stod lige bagved. ”Bare en enkelt bid?” hviskede den ældre mand og fastholdt blikket med den gode prins. Det skar i den gode brors hjerte at se den ældre mand, hvis skæbne havde ført ham til sult og nød på denne måde. Den gode prins havde af hele sit hjerte lyst til at hjælpe den ældre mand, men kunne ikke få sig selv til det. Hans bror havde jo gjort, som reglerne sagde. ”Alle borgere skal, når de møder royale, vise deres respekt ved at bukke eller et neje.” Det ville jo være at gå direkte mod reglerne, hvis han på nogen måde hjalp manden, før han havde vist dem den respekt, som reglerne foreskrev.

Den gamle mands øjne nærmest gennemborede den gode prins. Næsten som om han kunne se lige ind i hans sjæl og høre hans tanker. ”Du må hellere rejse dig op og bukke for os,” lød det forsigtigt fra den gode prins, der ikke længere kunne se den gamle mand i øjnene, og slog blikket ned mod jorden. ”Meget vel!” hviskede den gamle mand, mens han klamrede sig til sin stok, og brugte de sidste kræfter han havde for at komme op og stå på sine trætte ben. ”Meget vil jeg gøre. Men aldrig vil jeg vise min respekt til en mand, der ikke engang respekterer sig selv,” sagde den gamle mand, som om det var møntet på den gode prins. ”Men det skal vi nok få ændret,” fortsatte manden med et kækt smil i mundvigen. ”Bare vent og se!” Og med de ord vendte manden sig om, signalerede til hunden, at den skulle følge med og drejede derefter om et hjørne og forsvandt. ”Efter ham!!!!” råbte den onde prins. Men det var for sent. Manden var forsvundet ud i den blå luft. Mens den onde bror og alle vagterne var i gang med at gennemsøge hele landsbyen efter den mystiske mand, kørte det rundt i hovedet på den gode prins. ”Hvad havde han mon ment med bare vent og se?”.

Da natten faldt på, måtte de to brødre og alle vagterne vende hjem til slottet uden at have løst gåden om den gamle mands mystiske forsvinden. Den gode prins gik direkte i seng, men kunne ikke finde ro. ”De gennemborende øjne han havde mødt på markedet i dag forblev i hans tanker, og vækkede ham hver gang han var ved at falde i søvn. Han kunne ikke lade vær med at tænke på det. ”Det skal vi nok få ændret. Bare vent og se,” blev ved med at køre i ring i hovedet på ham.

Næste morgen galede hanen tre gange. Solen var lige stået op, og der strøg en genkendelig duft af pandekager ind gennem døren, som der gjorde hver morgen. Men alt var ikke, som det plejede at være. Den gode bror kneb øjnene stille op og gabte et par gange. Da han havde åbnet øjnene helt, slog det ham, at loftet ikke var det samme, som det han var faldet i søvn under. Han kørte øjnene rundt i hele lokalet og opdagede til sin store overraskelse, at han ikke var i sit eget soveværelse, men i sin brors. Han prøvede at sætte sig op og svinge fødderne ud over sengekanten, men uden held. Hverken hans fødder eller hans overkrop ville bevæge sig. Kun sine øjne havde han kontrol over.

Før han kunne nå at tænke en tanke mere, blev han revet ud, af den seng han lå i og ført tættere og tættere på pandekageduften. Hans øjne farede rundt for at få øje på den skyldige, der havde taget fat i ham, men alt han kunne få øje på, var hans bror, der løb foran ham. Og det var der, at den gode prins opdagede det. Der var ikke nogen, der havde hevet ham ud af sengen. Der var ikke nogen, der havde fat i ham. Den gode prins var fastbundet til sin bror som en kulsort skygge, der blev hevet hen ad gulvet og tvunget til at adlyde hver eneste af sin brors bevægelser. ”Hjæææælp” ville den gode prins råbe, men heller ingen stemme havde han. Alt efter hvilken vinkel lyset kom fra, blev den gode skyggeprins kastet op mod mure, slynget ned mod trapper og trampet på af forbigående tjenestefolk.

Hele dagen fulgte skyggeprinsen bogstaveligt talt i sin brors fodspor og efterlignede alle af hans bevægelser. Det virkede så underligt normalt for skyggeprinsen at være sin brors skygge.

Da forskrækkelsen over forvandlingen aftog, gik der ikke længe, før han indså, at det hele nok havde noget at gøre med den gamle mand fra markedet dagen før. ”Havde han været en magisk troldmand, der forbandede ham til at følge og gøre præcis som sin bror resten af livet?” tænkte skyggeprinsen. ”Eller har jeg i forvejen hele mit liv været min brors skygge?”. Meget af dagen gik med disse tanker.

Da natten faldt på, bemærkede skyggeprinsen, at han havde mere kontrol over sin krop. Hvis bare han blev i de mørke skygger, som natten sørgede for, kunne han frit bevæge sig rundt. Selv hans mund og hans stemme havde han kontrol over i mørket ”Det er altså kun, når sollys berører min bror, at jeg er fanget hos ham,” tænkte skyggeprinsen. Han fik en ide.

Skyggeprinsen vidste, at slottet for lang tid siden havde haft besøg af den mægtige troldmand fra Nordskoven og hans lærling, ved navn Muri, som søgte ly for natten. Skyggeprinsens far havde mange gange fortalt ham historien om troldmanden. En historie som var blevet fortalt fra far til søn, siden dengang historien opstod. Gennemblødt og sulten havde troldmanden bedt den daværende konge om ly for stormen og måske en enkelt bid mad, hvis det kunne lade sig gøre. Historien fortalte, at stormen der hærgede over slottet, var ulig noget, man nogensinde havde set før. Flere af fløjene på slottet blev skyllet væk af regnens enorme bølger, mens tordenen satte ild til tårnene, så de lyste op i natten. Kongen gik den nat til troldmanden og bad ham om at gøre noget, der kunne redde hans familie og hans folk. Troldmanden forklarede, at vejret var et magisk væsen så stærkt, at ingen, hverken troldmand eller troldkvinde, burde blande sig i dets kræfter. Konsekvenserne ville være umulige at forudse. Men kongen var ligeglad og truede med at smide troldmanden ud i stormen, hvis ikke han gjorde, hvad der blev sagt. Troldmanden valgte at lytte til kongen i stedet for sig selv, så da han fremmanede sin magi mod det mægtige uvejr. Men der var noget, der gik frygteligt galt. Mænd og kvinder blev forvandlet til dyr og mystiske væsner, børn forsvandt ud i den blå luft og uvejret, det fortsatte kraftigere end før. Uvejret sikrede sig aldrig at blive trodset igen ved at forsegle alle troldmandens mest kraftfulde besværgelser i en magisk bog, som kunne læses af alle andre end troldmanden selv. Troldmanden så, den skade han havde gjort og gemte bogen et sted på slottet, så magien ikke skulle falde i de forkerte hænder.

Skyggeprinsen var sikker på, at denne bog måtte indeholde en magisk besværgelse, der kunne gøre ham til et menneske igen…. Hvis den altså fandtes. Skyggeprinsen ventede til hele slottet sov og listede så forsigtigt ud i natten og sørgede for kun at bevæge sig i nattens skygger. Skyggeprinsen var ikke dum. Han vidste, at hvis han ville gemme en bog, så ville det perfekte gemmested være blandt tusinder og tusinder af bøger. Skyggeprinsen styrtede mod det gamle bibliotek. Der kom aldrig nogen her ud over bibliotekaren, og han sov vel lige som alle andre på slottet.

I det gamle bibliotek lå støvet som en fin hinde over både gulv, borde og bøger. Samtidig afslørede støvet enkelte udvaskede fodaftryk. ”Det er sikkert bibliotekarens,” tænkte skyggeprinsen, lige før han fik øje på det andet sæt fodspor lige ved siden af. De kom ikke fra menneskefødder, men var for utydelige til, at han kunne se hvem eller hvad, der havde lavet dem. Skyggeprinsen listede forsigtigt rundt på sine tær, selvom hans skyggekrop alligevel ikke lavede nogle lyde. Nu skulle han bare finde troldmandens bog, finde den rigtige side, sige besværgelsen og så smutte tilbage, inden han blev opdaget, af hvad end det var de fodspor tilhørte.

Skyggeprinsen gik rundt i det store gamle bibliotek i mange timer og bladrede bog efter bog igennem uden held. Et par kogebøger, en masse romaner og et par blade med overskrifter som ”Middelalder Mode” var alt han fandt. Ikke noget magisk eller mystisk. Da skyggeprinsen bevægede sig længere og længere ned langs de støvede korridorer, synes han, at han kunne høre stemmer. Han kiggede ned i gulvet og opdagede, at de fodspor han havde set tidligere førte denne vej. Vejen førte ned, til den sidste afdeling han manglede at undersøge, før han havde været hele biblioteket igennem. Han var nødt til det. Han gik langsomt, og i takt med at sporene blev tydeligere, blev stemmen højere.

”Jeg lover dig, at jeg ikke giver op. Når han kommer, må mine øre overtage, hvad mine øjne ikke kan,” lød det bag den reol, som skyggeprinsen var nået til.” Skyggeprinsens nysgerrighed fik ham til at liste rundt om reolen. Han var overbevist om, at de skygger han var bundet til at gå i samtidig holdt ham skjult. Forsigtigt rundede han det sidste hjørne af reolen og så en kutteklædt mand og et mindre væsen ved hans side. I hånden havde han en bog, der udsendte et svagt blåligt skær. Skyggeprinsen kunne lige ane den side, manden havde slået op på. Forvandling til menneske stod der på siden. Det var troldmandens bog. ”Så fandtes den virkelig!!!” tænkte skyggeprinsen. Men det var også det eneste, han nåede at tænke, før væsnet ved mandens side havde vendt sig om og knurrede mod skyggeprinsen, som om den kunne lugte, at der gemte sig noget i skyggerne.

Den kutteklædte mand reagerede straks på væsnets knurren ved at vende sig om. Skyggeprinsen stirrede nu lige ind i to gennemborende øjne, der tydeligt kunne ses under kutten. ”Det var ham!” tænkte skyggeprinsen. ”Det var de samme to øjne og det samme dyr, der havde stirret på ham på markedet dagen før. Den gamle mand og hans hund!!”.

”Jeg var spændt på, hvornår du ville dukke op,” sagde den gamle manden med kutten. ”Hvem er du?!” tøvede skyggeprinsen. ”Hvem jeg er, det er ikke vigtigt. Det er derimod rigtig vigtigt, hvem du er,” svarede manden og fortsatte: ”Denne bog indeholder besværgelser, der kan få verden til at vokse, blomstre og trives, men også besværgelser, der kan få verden til at smuldre hen i kaos. Den der bevogter denne bog, bevogter også dette ansvar. Et ansvar som kun kan bæres, hvis man lytter til sig selv. Et ansvar som jeg giver til dig.

Den gamle mand satte derefter bogen tilbage på reolen, hvorefter det blå skær forsvandt. Manden vendte sig om, og med et skridt ad gangen forsvandt han ind i det gamle biblioteks støvede korridorer. ”Hvem er han?” tænkte skyggeprinsen. ”Og hvorfor gav han så magtfuld en bog fra sig, som om det var en ligegyldig ting?” Skyggeprinsen skyndte sig hen til reolen og hev bogen ud. Bogens blålige magiske skær kom med det samme tilbage. Skyggeprinsen bladrede i bogen og blev mødt af den ene besværgelse efter den anden. Udødelighed, Bliv konge og Aldrig mere opvask var bare nogle af de besværgelser, han skimtede igennem.

Efter kort tid fandt han besværgelsen, som den gamle kutteklædte mand også havde haft fremme. Forvandling til menneske. Han løb øjnene ned over siden og fandt en remse på et mystisk sprog, som han ikke havde set før. Skyggeprinsen prøvede langsomt at udtale remsen for sig selv. ”Transformus humanus diem,” hviskede han og kiggede ned ad sig selv, for at se om det havde virket. Han var stadig en kulsort skygge. Han prøvede at sige remsen igen, men uden effekt. Efter tiende gang satte han sig forpustet ned på gulvet, kastede bogen fra sig og var overbevist om, at bogen var i stykker.

Pludselig strøg der en genkendelig hvisken over hele biblioteket. ”Høøøøjeeeereeee,” hviskede stemmen. ”Højere?” tænkte skyggeprinsen. ”Jeg skal give dig højere,” tænkte skyggeprinsen stadig sur over, at de første ti gange ikke havde virket. ”TRANSFORMUS HUMANUS DIEM!!!!” råbte skyggeprinsen, så alle afkroge af biblioteket ikke var i tvivl om, hvad der var blevet sagt.

Med ét indhylledes hele biblioteket i en tåge af tusinde farver og glimtende støv. Skyggeprinsen holdt sig for munden og næsen for ikke at sluge noget af den magiske hvirvelvind.

Da støvet og farverne havde lagt sig, var det eneste mærkværdige i hele biblioteket den ranke prins, der stod midt i lokalet. Besværgelsen havde virket. Lykkelig over at være et menneske igen krammede den gode prins sig selv og mærkede efter, at alt var, hvor det skulle være. Prinsen kiggede på bogen igen og var nysgerrig efter, hvilke andre mysterier den indeholdt. Men så ramte en anden tanke ham.

Han var nødt til at aflevere bogen til sin bror. Hans bror var jo den ældste, og det var ham, der skulle være konge engang. Den gode prins kunne mærke i sit hjerte, at han ikke havde lyst til at give bogen til sin bror. Han tænkte på hvor meget skade, hans bror kunne bruge bogen til. ”Bogen og folket ville være sikrest, hvis bogen forblev gemt her i det gamle glemte bibliotek,” tænkte den gode prins. ”Men det er vel min pligt at hjælpe den retmæssige konge som den tro tjener, min bror fortjener,” fortsatte prinsens tanker. Han måtte aflevere den til sin bror. Han samlede bogen op fra gulvet og gik imod udgangen af biblioteket. Han var bedrøvet, men fast besluttet på at aflevere den magiske bog til sin bror.

Pludselig hørte han et råb fra den anden ende af biblioteket. ”TRANFORMUS HUMANUS DIEM!!!” Og endnu en gang fyldtes hele biblioteket med farver og støv. Den gode prins styrtede mod lyden uforstående over, hvad der skete. Støvet havde ikke lagt sig helt, da den gode prins nåede frem til kilden af råbet. Han kneb øjnene sammen og kunne lige skimte den gamle mand fra før, men uden hans hund. I stedet stod, hvad der lignede en høj ung mand ved hans side. ”Hvor er jeg glad for at se dig igen Muri,” sagde den gamle mand, lige før de begge forsvandt i den blå luft.

Den gode prins stod alene tilbage, da det var gået op for ham, hvem den gamle mand var. Han kiggede ned på den magiske bog i hans hænder. ”Et ansvar som kun kan bæres, hvis man lytter til sig selv,” lød den gamle mands stemme i prinsens hoved. ”Jeg vil ikke være grunden til så meget skade som ham, blot fordi jeg ikke lyttede til mig selv. Det er på tide, at jeg får mig min egen skygge,” tænkte den gode prins. Han løftede armene, og lod det blå skær forsvinde fra bogen ved at klemme den ind mellem to bøger på reolen.

Fra den dag frem så man altid to kongelige skygger, når de to prinser var ude på deres royale gåture rundt i kongeriget. Hver prins havde sin egen skygge, og hver prins havde sin egen mening. De gik hver deres vej, men stod altid ved, det de mente. Den gode prins blev i sidste ende ”på magisk vis” udnævnt til konge i stedet for sin onde bror, men se det er en helt anden historie.

SLUT