Storbryggeren

Af Godnathistorien.dk

Læs fuldt illustreret lige her.

Der var engang et helt almindeligt land fyldt med de mest kedelige og middelmådige skabninger. I dette land skete der sjældent noget ret spændende, og hver dag lignede ret meget alle de andre. Kun ét sted i hele denne verden var der en gnist af magi og anderledeshed. Det var i en gammel knirkende hytte, der lå langt oppe på det højeste bjerg.

I denne hytte boede Storbryggeren og hans flotte, trofaste hjælper – Gert. Gert hadede alt, hvad der var almindeligt og var derfor gået i lære hos den fantastisk ualmindelige Storbrygger. Det var Storbryggeren, der gjorde det meste af arbejdet, når det kom til alle de eliksirer, der skulle laves. Gerts eneste job var at passe på den enorme gryde, imens Storbryggeren var ude for at samle ingredienser i den kedelige verden.

Men det kunne ret hurtigt blive kedeligt for Gert bare at sidde og glo på en boblende gryde, imens Storbryggeren var ude. Og Gert hadede jo alt, hvad der var kedeligt. Så han fandt sin egen måde at underholde sig selv på.

Fra toppen af bjerget udsprang en lille brusende kilde med det klareste vand. Kilden løb lige forbi den gamle hytte og hele vejen ned af bjerget, hvor den flød sammen med den store flod, som nåede ud til alle verdenshjørner. Når Storbryggeren var ude, og Gert kedede sig, så tog han et par fyldte eliksirflasker og sin kikkert under armen og gik lystigt ud til kilden. Her dryppede han et par af de magiske dråber i det brusende vand og skuede i spænding ned fra bjerget i håb om, at et af de kedelige væsener ville drikke af floden.

Gert havde ikke styr på, hvad de forskellige eliksirer gjorde. Så han fik sig altid en overraskelse, når et af de kedelige væsener gik til floden for at drikke. Nogle gange gjorde eliksiren, at væsenerne begyndte at svæve. Andre gange brød de pludselig ud i breakdance. Og når Gert var rigtig heldig, kunne resultatet være, at de ændrede form til et pindsvin, Søren Ryge eller noget helt tredje. Underholdende det var det i hvert fald. Og det var også ganske harmløst, da én dråbe eliksir kun skabte en midlertidig forhekselse.

Men en dag da Storbryggeren endnu en gang var gået ud for at samle ingredienser i den kedelige verden, så kedede Gert sig, meget mere end han plejede. Han sprang afsted mod det velkendte eliksirrum. Han kedede sig så meget, at der virkelig skulle noget til for, at han ville føle sig underholdt. Derfor tog han den ene eliksirflaske ned efter den anden. Han fyldte både lommer og arme op til randen og gik så forsigtigt ud mod den brusende kilde.

Han nåede da også næsten helt derud. Men to meter fra kilden snublede Gert over en lille, dum sten, som han ikke kunne se, for alle de flasker han bar på. Eliksirer i alle mulige farver og i alle mulige dufte fløj op i luften og glinsede et kort øjeblik i solens lys. Derefter landede de med et kæmpe plask lige ned i det klare vand. Det spruttede og kogte i den lille kilde, mens de magiske eliksirer langsomt gled videre mod bjergets stejle nedløb. Og Gert – han gik i panik.

“Åhhh nej!” tænkte Gert. “Der er alt for meget eliksir i vandet! Hvor dum kan man være? Hvad ville Storbryggeren ikke sige, når han fandt ud af det? Så ville Storbryggeren aldrig give ham lov til at røre eliksirerne igen. Og så kunne han bare kede sig selv ihjel resten af sit liv.”

Men så fik Gert pludselig en genial ide. Han huskede, at Storbryggeren engang havde snakket om en eliksir, der kunne modvirke alle andre eliksirer. “Hvordan var det nu, Storbryggeren havde sagt, at man lavede den?” tænkte Gert og prøvede at huske tilbage på, hvad Storbryggeren havde sagt. “En rulle pergament med beklagelser. En flaske ansvar. Og en enkelt fortrydelsesdråbe. Ja sådan var opskriften vist,” tænkte han. Og så løb Gert ned af det høje bjerg, så hurtigt han overhovedet kunne i sin jagt på de mærkelige ingredienser.

“Hvor kunne han mon finde pergamentrullen med beklagelser,” tænkte han. Men han nåede ikke at tænke mere, før han stod lige foran tre mystiske vandpytter med ansigter. “Hjælp os!” råbte den ene vandpyt. “Hvad er der sket?” spurgte Gert. Ingen af vandpytterne vidste, hvad der var sket, men svarede: “Vi drak bare af floden, som vi plejer, og så smeltede vi langsomt fra kedelige væsner ind til disse vandpytter. Vi kan ikke bevæge os, og hvis solens varme fortsætter, så tørrer vi snart helt ud!” Der gik et sæt igennem Gert. Dette her var hans skyld. Eliksirerne, som han havde tabt i floden, havde forvandlet dem til vandpytter.

“Undskyld,” startede Gert, mens han så trist på vandpytterne. “Det her er min skyld. Hvis jeg ikke havde været så dum, var dette her aldrig sket. Det beklager jeg virkelig.” Gert nåede lige at se vandpytternes overraskede ansigter, inden de tørrede helt ud i den varme sol.

Gert havde en tom ubehagelig følelse indeni, men pludselig mærkede han noget i sin hånd, der fik ham på andre tanker. Det var en rulle gammelt pergament. Han åbnede den langsomt og fandt indeni, de ord han selv lige havde sagt. Undskyld. Det her er min skyld. Det beklager jeg virkelig. En rulle pergament med beklagelser! Gert forstod ikke helt, hvordan den var havnet i hans hånd. Men han var glad for at have fundet den første af de tre ingredienser. Han pakkede undrende rullen i lommen og løb hurtigt videre for at finde den næste ingrediens.

Det varede ikke længe, før Gert nåede til en uhyggelig, mørk skov. Alle trætoppene var kulsorte, og alle træstammer og grene var indbundet i et mystisk, rødt lys, der svingede sig fra træ til træ. “Hvem vover at træde ind i livets skov!” råbte en gammel, syg stemme. “Mit navn er Gert,” svarede Gert nervøst. “Vi har godt hørt om dig Gert. Vinden har fortalt os, at det er dig, der har forgiftet hele landet med magi. Gert kiggede overrasket tilbage på det store talende træ, før stemmen fortsatte: “Du er ikke velkommen her! Dette var engang et af de smukkeste steder i verden. Men på grund af dig er livets skov ved at dø.

Det vand, som vi suger op gennem vores rødder, dræber os og suger alt liv ud. Gert fik en klump i halsen, før han langsomt svarede: “Du har ret. Det er min skyld. Men jeg lover dig dette: Jeg stopper ikke, før jeg har rådet bod på min fejl. Det kan du trygt regne med.” Men der kom ikke noget svar. Langsomt begyndte de sorte blade at falde til jorden, og det sidste liv, der havde været tilbage i den – engang – smukke skov, var nu forsvundet. Pludselig mærkede Gert endnu en gang noget i sin hånd. Det var en smuk flaske med et lysende, orange indhold. På flasken var der et slidt mærkat, hvor der stod: Jeg stopper ikke, før jeg har rådet bod på min fejl. “Kunne dette være flasken med ansvarlighed? Det måtte det være,” tænkte Gert.

Gert løb hastigt videre. Han var nødt til at redde livets skov og de tre væsner, der var smeltet til vandpytter. Men Gert nåede ikke ret langt, før han blev mødt af et overraskende syn – Storbryggeren. Han stod lige ved kanten af flodbredden. Gert satte farten op, mens han råbte: “Storbrygger! Jeg har dummet mig. Jeg ved det godt. Vil du ikke nok hjælpe mig med at gøre det godt igen? Jeg lover aldrig at røre eliksirflaskerne igen.”

Storbryggeren vendte overrasket hovedet mod Gert, der kom løbende, og svarede så: “Øhh jeg beklager knægt, men jeg hedder ikke Storbryggeren. Jeg er blot en almindelig middelmådig bonde, der er taget til floden for at samle drikkevand.” Gert så tilbage på Storbryggeren med et bekymret ansigtsudtryk. “Havde han glemt, hvem han var?” tænkte Gert. “Havde han drukket af vandet og mistet sin hukommelse?”

“Selvfølgelig er du Storbryggeren,” sagde Gert og fortsatte: “Du er nødt til at vågne op! Jeg har brug for din hjælp. Jeg har samlet beklagelserne og ansvarligheden, men jeg ved ikke, hvad fortrydelsesdråber er. Uden dig kan jeg ikke gøre det hele godt igen.” Manden, der ikke kunne huske, at han var Storbryggeren, så trist tilbage og vidste ikke hvad han skulle svare. Gert indså sørgmodigt, at han ikke kunne overbevise Storbryggeren om, at han var Storbryggeren.

Gert kiggede ned i floden. Den så mere og mere mærkelig og magisk ud. De eliksirer, han havde kastet i, var stadig overalt i floden. Han var nødt til at gøre noget nu. Han måtte forsøge at kaste de to ingredienser i floden og håbe på, at fortrydelsesdråben ikke var så vigtig. Han fandt beklagelserne og ansvarligheden frem og holdt dem ud over floden. Med ét åbnede han begge sine rystende hænder og lod ingredienserne falde ned med et højlydt “Blop”. Gert ventede i spænding. Hans øjne stirrede på den magiske flod, mens han hviskede utålmodigt: “Kom nu! Kom nu!” Men der skete ikke noget.

Da han indså, at det ikke havde virket, faldt han på knæ foran floden. Han mærkede gråden fylde ham op. Han var så ked, af det han havde gjort. Men hvordan skulle han kunne gøre sin fejl god igen uden Storbryggerens hjælp. En lille klar tåre kom til syne i Gerts øjenkrog. Da han blinkede, trillede den hele vejen fra hans ene øje ned til hans hage, hvor den med det samme dryppede ned i floden.

Med ét lyste hele floden op. Et magisk skær fyldte hele landet, og Gert måtte holde sig for sine øjne for ikke at blive blændet. Da han igen kunne se, blev hans blik mødt af det reneste vand, der nogensinde havde skvulpet i floden. I baggrunden kunne han se, at Livets skov igen stod i fuld blomst. Og inde i skoven stod tre almindelige væsener med ansigter, der lignede meget dem fra vandpytterne. “Fortrydelsesdråben!” sagde Gert til sig selv, mens han tog en finger op til sit ansigt, der hvor tåren havde gledet ned over hans kind.

Han vendte blikket mod Storbryggeren, der så smilende tilbage på ham. “Storbrygger! Er du okay?” spurgte Gert tøvende. “Ja Gert. Det er jeg. For at være helt ærlig så har jeg været okay hele tiden. Det var bare den eneste måde, du kunne få den sidste ingrediens på. Ser du. Du ville have, at jeg skulle gøre et eller andet magisk for at gøre alting godt igen. Men nogle gange kan hverken magi eller eliksirer gøre noget. Nogle gange er det en almindelig undskyldning, en almindelig ansvarlighed og helt oprigtigt at fortryde sin handling, der kan råde bod på det hele.”

Gert smilede. Fra den dag af begyndte Gert at interessere sig mere og mere for, hvad der var almindeligt. Og det gjorde, at han fra den dag af aldrig kedede sig igen.

SLUT

Kunne I lide historien? Hvis I skriver en anmeldelse på Google lige her, så hjælper I os med at nå ud til flere med vores godnathistorier. Og det ville være fedt!

Få besked om nye historier

Udgiv din egen historie

Har du selv skrevet en rigtig god godnathistorie eller et spændende eventyr? Så kan du måske blive udgivet her på Godnathistorien.dk. Tryk på knappen herunder for at se hvordan.

Illustrer denne historie!

Kan du illustrere? Vidste du, at du kan tjene penge på at illustrere Godnathistorien.dk’s historier? Få mere at vide ved trykke på knappen herunder.

Rettigheder & deling

Godnathistorien.dk ejer alle rettighederne til denne historie. Godnathistorien.dk tillader ikke kopiering, mangfoldiggørelse og/eller videredistribuering af denne godnathistorie. Det er tilladt at dele linket til denne side.